Digitaliseringens konsekvenser for det aldrende menneske og alle omkring – udvikling eller afvikling?

Hvordan passer vi på os selv, så vi kan være der for andre? Og hvilke udfordringer og muligheder bør vi være opmærksomme på i relation til digitalisering, når vi arbejder med det aldrende menneske?

Speciallæge i almen medicin og ekspert i digital sundhed, Imran Rashid, vil i dette foredrag diskutere nogle af de væsentligste konsekvenser af den omsiggribende digitalisering, som vi har oplevet i de sidste par årtier. En udvikling som i høj grad vedrører os alle uanset profession og arbejdsområde. 

Foredraget vil bl.a. give svar på følgende:

  • Hvordan påvirker brugen af smart teknologi menneskers biologiske, psykologiske og sociale behov?
  • Hvorfor er Homo Sapiens – det tænkende menneske – ikke den rette måde at beskrive mennesker på?
  • Hvordan sikrer vi, at mennesker forbliver mennesker i en verden præget af maskiner?

Imran Rashid

Imran Rashid er speciallæge i almen medicin og tidligere innovationschef i Danmarks største kæde af privathospitaler, Aleris-Hamlet. Han er stifter af konsulentvirksomheden Sund Digital, der rådgiver ministerier, institutioner samt nogle af landets største virksomheder indenfor digital sundhed. Og så er han en særdeles rutineret foredragsholder og dygtig formidler.

Imran Rashid er forfatter til flere bøger om teknologiens påvirkning af mennesker. Bl.a. den tankevækkende bestsellerbog SLUK – kunsten at overleve en digital verden (2017), som fokuserer på hvordan digitaliseringen konkret påvirker mennesker, og hvad det egentlig betyder for vores fysiske og mentale sundhed, når vi tjekker vores telefoner op imod 150 gange dagligt og konstant skal bearbejde enorme mængder digital information. Og senest bogen Offline (2019) skrevet sammen med marketingsekspert, Søren Kenner. Bogen er baseret på et grundigt research arbejde med fokus på digitaliseringens mulige skadelige virkninger på menneskers helbred.

Categories: Oplægsholdere